Den Sibiriske kat – en gammel race, en ny race,
en race som stadig er under udvikling;
Ikke mange kender til den Sibiriske kat i Danmark og mange andre lande, selvom det er en race der har eksisteret blandt de sibiriske nomader, fiskere og jægere i århundreder.
Der hersker tvivl om den Sibiriske kats oprindelse, og historien fortælles ofte i brudstykker, men her skulle den gamle og fulde historie kunne fortælles som en helhed;
Mange smukke legender eksisterer og fortæller os, hvordan forskellige racer opstod. Disse legender stammer fra de oprindelseslande, hvor racen stammer fra, og hvert land tager hånd om sin historie for at bevare den.
Der er flere historier om hvornår og hvorfra den Sibiriske kat opstod i Rusland.
Den første bemærkning i Russisk historie om katte der lignede Sibiriske, var i det 16 århundrede. Dengang var racen kendt som ”Bukharian”, idet Bukhara er en af de største byer i Uzbekistan.
Der er ingen detaljeret beskrivelse af disse katte. Kun det 18. århundrede gav noget interessant information om kattene, som lignede de moderne Sibiriske katte.
Rejsende som V.N. Gartveld, Simon Palas og andre, beskrev meget detaljeret kattenes udseende med stor fyldig pels i forskellige farver. De beskrev også at kattene var fragtet til Rusland via den såkaldte ”Silk Way” af Bukharian folket. Disse gav kattene opmærksomhed og bemærkede deres store størrelse, usædvanlige skønhed og karakter. Dengang var kattene meget kostbare og levede kun i meget rige og berømte familier.
Dette er en ren indfødt russisk race, meget nær af karakter og ånd til sit russiske folk.
For to århundrede siden kunne denne race ikke kun mødes i Sibirien, men i hele det russiske imperium, idet den indfødte population i Sibirien ikke havde et fast sted at bo og en fast livsstil, og derfor holdte de heller ikke husdyr. Formentlig stammer den Sibiriske kat fra, da de Russiske immigranter rejste til Sibirien og Ukraine under 1700-tallet, og de tog den Sibiriske kat med som husdyr. Måske fremgik kattene også, i en periode, som en del af den dynamiske handel med asiatiske lande.
Dengang var den Sibiriske kat formodentlig resultatet af krydsninger mellem tamkatte, og de lokale vildkatte.
I Sibirien dyrker man ikke landbrug, så den Sibiriske kat har ikke været brugt som et nyttedyr til at fange mus og rotter, men var simpelthen blot et elsket husdyr.
Da disse katte kom til Ruslands store ocean, og færdedes frit i Taigaen, som er de tidligere skove i Sibirien, og på stepper, begyndte de at parre sig med vilde katte som ligeledes færdedes i disse områder. Dermed fik kattene deres store størrelse og agouti farve. Den barske natur og det vilde liv omkring dem gjorde de stærkeste og overlevende dyr til fantastiske jægere, og den Sibiriske kat udviklede sig til en sund, stærk og naturlig race med en lang, tæt og vandafvisende pels og fik det udseende som vi kender den på i dag. De skulle således være blevet udviklede på samme måde som Maine Coonen og den Norske Skovkat.
- Det er de stærkeste og mest robuste katte, med gen for langhår, der har overlevet det ekstremt hårde sibiriske klima.
Men kritikere mener, at kattene ikke ville have overlevet i et så hårdt klima.
Varieteten af pelsfarven på den Sibiriske kat i dag, ses i relation til deres forfædre; blå smoke og sølv, rød klassisk og hvid, solid sort og colourpoint, og selvfølgelig klassisk agouti. Mange observatører bemærkede forøgelsen, fra vest til øst, den Sibiriske kat og dens kvalitet, og de beskrev det ved spredning af vilde skov- og steppe katte fra Sibirien. Disse katte videregav deres gener og karakteristika til grundstammen af racen.
Det var et uvurderligt og uerstatteligt udspring af gener som gav den Sibiriske race sine kendetegn.
Trods det at disse katte har betroet deres håb til mennesker, har de stadig en stor forbindelse til naturen den dag i dag, hvilket giver dem deres specielle charme. Deres øjne udviser en stor sjæl, og kattene virker glade for at leve sammen med mennesker, selvom de er frie og uafhængige.
For 30-40 år siden blev navnet ”Sibirisk”, betegnelsen for de store semilanghårede katte. De forudgående 200 år var disse katte sædvanligvis blevet kaldet Bukharian i Rusland. Hvorfor navnet blev ændret, når nu kattene var kendte af deres gamle navn, som forbandt dem med deres fortid, vides ikke med sikkerhed. Denne historie må i virkeligheden nok findes i den russiske befolknings historie. Men en teori er at kattene er blevet navngivet som Sibiriske, fordi de er store og udtrykker en stærk karakter, ligesom landsdelen Sibirien gør og bliver omtalt som.
Kattene blev ikke kun eksporteret fra Bokhara til østen og i Sibirien, men også til vesten, via Caspiran havet og op gennem Volga. Europæiske folk hævder, at der af denne vej, i vikingetiden i Nordeuropa fra central Asien, var bragt forfædre til de katte som i dag kaldes Norske Skovkatte. Men ikke kun vikingerne eksporterede smukke katte fra central Asien. Asiatiske handlere bragte selv kattene via Caspiran havet og Volga, og så på land ind til Moskva.
I slutningen af 80’erne skete der en udvikling i Rusland; det blev populært at holde racekatte og mange racer kom til. Da de første udstillinger fandt sted i Rusland, så mange de Sibiriske katte som baggårdskatte, men flertallet så den naturlige skønhed i racen og dens storhed og følte sig tiltrukket.
I Rusland betegnes racen som ’den Sibiriske kat, skønheden og æren af Rusland’, og nogle russere mener at det er umuligt at beskrive racen bedre. Sådan omtales de Sibiriske også i forbindelse med udstilling, og siden den dag, hvor de Sibiriske blev fremvist på udstilling for første gang i Rusland, har de altid tiltrukket sig stor opmærksomhed fra såvel unge som gamle mennesker.
Cirka 20 år er gået siden da, og mange entusiaster har taget hånd om racen og startet udviklingen. De Sibiriske katte har ændret sig meget, fra dengang at være baggårdskatte/gadekatte til i dag at være en luksuriøs katterace.
Mange sejre på udstillinger, betyder at udviklingen, der startede for år tilbage, er gået i den rigtige retning. De første Sibiriske katte er blevet en legende og lagde grundstammen for mange af de katte vi har i dag. Heriblandt kan nævnes; Dimka Laskoviy Zver’, Morris, Chim Chim Aschtau, Jalsan Aivar, Mars, Nestor, Amur Abakan, Gelios Onix Gloria, Zosya Ladoga, Dasha Anfeya, Arkiza & Arisha Valenvic og Anais Sarji. Hver år er der nye udstillinger, og nye katte vinder deres sejre på udstillingerne.
Opdrættet af den Sibiriske kat blev grundlagt i Rusland af Olga Mironova, som for øvrigt også har skrevet den første racestandard og den første bog om racen. Opdrættet startede i St. Petersborg/Leningrad og spredte sig til Moskva. I 1987 blev racen accepteret af den russiske katteorganisation, kaldet SSF, i 1989 blev den accepteret af den første internationale organisation, kaldet WCF.
Der gik noget tid før racen blev etableret uden for Rusland.
Genetisk set har den Sibiriske kat været adskilt fra andre katteracer i over 100 år. I forbindelse med Berlin-murens fald åbnede grænsen sig mod øst, og racen spredtes til Vesteuropa.
Selvom racen betragtes som relativ ny i katteverdenen, var langhårede russiske katte faktisk blandt de første, der blev udstillet på britiske udstillinger i slutningen af 1800-tallet. Interessen for racen syntes at være døet ud, men blev siden hen genoplivet.
De første Sibiriske katte som fragtedes til Tyskland (Berlin) var Mussa, en rød og hvid tabby hunkat, og Tima, en hankat. De blev eksporterede fra St. Petersborg i 1987 af Hans og Betti Schulz, som opdrættede de første Sibiriske i landet, under katterinavnet Newski.
Senere bredte racen sig herfra til Holland og Tjekkiet.
Den tjekkiske Jarmila Markova har taget initiativ til godkendelse af racen i Fédération Internationale
Féline d´Europé (FIFe), og har været den person, som har arbejdet med at få racen anerkendt, hvilket skete i 1997. Allerede i 1987 kom de første Sibiriske til landet.
I 1998 fik racen certifikat rettigheder på udstillinger.
I 1990 importerede Elizabeth Terrel de første eksemplarer af racen til hendes Starpoint katteri i USA, og racen blev efterhånden også så småt kendt i Europa.
Det siges at tre killinger som Elisabeth Terrel købte, blev byttet for amerikanske colourpoints, da russiske katteopdrættere ikke havde valuta til luksusting som racekatte.
I 1991 kom de første Sibiriske katte til Frankrig, og i 1992 ankom de første Sibiriske katte til Finland
Hovedklubben T.I.C.A. godkendte den Sibiriske kat og udgav en standard i 1998.
Racen har været stabiliseret i Frankrig siden 1991, og i 1992 blev de første katte importeret til Finland.
I 1992 blev de første Sibiriske katte også importeret til Danmark. Dette var to kuldsøskende ved navn Pedro og Peggy Z Kajetanky, som kom fra Prag. Opdrætteren, som importerede kattene, eksisterer dog desværre ikke længere.
De første Sibiriske katte kom til Norge i 1997, og var to finske kastrater. Senere hen i 2001 kom den første fertile Sibiriske kat til Norge, som var S*Knjaze Arina Krasa.
I 1997 kom de første Sibiriske katte til Sverige som kæledyr og i 2000 blev de 10 første Sibiriske katte importeret til Sverige af Vera Markling, som oprindelig er russisk, og hendes veninde Gunilla Wikström. Disse katte har været grundlaget for en stor del af Sveriges opdræt. I dag er der et stort og seriøst avlsarbejde i Sverige!
I 2000 kom de første Sibiriske katte til Syd Afrika, i 2001 kom de første til Australien og i 2002 kom de første til England.
Der er store opdræt af Sibiriske katte i Rusland, og det siges at der er over 100 opdrættere bare i Moskva. Desværre taler mange opdrættere dog kun russisk, og derfor er det så svært at importere derfra og hente nye linjer.
Den Sibiriske kat er spredt i Rusland, men har en kort historie uden for landet, og er endnu ret ukendt i mange lande. Den Sibiriske kat findes hovedsageligt i USA, Skandinavien, Østeuropa og Tyskland, men den findes også få eksemplar i andre lande.
Læs også gerne denne artikel for mere historie om den Sibiriske kats oprindelse: http://www.pawpeds.com/pawacademy/general/siberianisolation/